Bragt i Familie Journalen og var den mest læste i de blade, der årligt undersøges. Også i kategorien "kvalitet" var det den artikel der vandt.

Bedsteforældrene tvunget til flugt med barnebarnet:
- Vi var nødt til det!

Det er den gode gammeldags hygge man møder hos Grethe og Erhardt Knudsen i et af Odenses mest flotte kvarterer, tæt ved Odense Å. Her er højt til loftet og husets stuer er fyldt op med tunge solide møbler. Og der var da heller ingen vaklen hos familien Knudsen, da de i al hast pakkede de mest nødvendige ting sammen, og tog flugten fra myndighederne sammen med deres barnebarn Camilla. Årsagen til flugten var en barsk besked fra Odense Kommune: Aflever jeres barnebarn, for hun skal tvangsfjernes!

I dag tænker de to endnu med gru tilbage på kommunens hårde besked, og selv om det hele endte godt, og femårige Camilla nu bor hos sin moster i Århus, så føler de to bedsteforældre ikke rigtig nogen grund til at fejre deres sejr over det stive system. Et system der næsten fik brækket familien fra hinanden. Oplevelserne sidder endnu alt for dybt inde i kroppen, og tankerne kredser ustandselig om den flugt der førte dem igennem det meste af Europa. Men da de for et halvt år siden fik beskeden om at Camilla skulle tvangsfjernes, var der ingen nølen eller tid til de store overvejelser.

- Vi tænkte kun på at komme væk, forklarer Grethe Knudsen med alvor i stemmen. Kufferterne blev pakket i al hast, avisabonnementet stillet i bero, og så kridtede de skoene.

Da de slæbte kufferterne ud af bagdøren, havde de i deres vildeste fantasi ikke forestillet sig, at dørens smæk bag dem var startskuddet på en flugt, der skulle vare et halvt år. En flugt som førte de tre igennem Tyskland, Schweiz, Frankrig og Spanien, og som barnebarnet mest af alt husker som en lang og behagelig ferie.

Når Grethe og Erhardt Knudsen fortæller om det sidste halve års begivenheder, er armene hos de to bedsteforældre lagt over kors og det er da også tydeligt, at deres oplevelser har sat sig dybt inde i sindet hos dem begge to. De har stadig svært ved at forstå, hvordan en kommune kan reagere, som Odense Kommune gjorde.

- Hvordan kan de bestemme over vores lille Camilla uden at kende hende? Det synes vi er ondt, forklarer Grethe Knudsen, mens hun ser på et indrammet billede af barnebarnet Camilla. Flugten var for de to den eneste mulighed, hvis Camilla skulle undgå at blive tvangsfjernet og flyttet til en fremmed familie.

- Det skulle hun ikke udsættes for, slår Grethe fast.

Havde passet på Camilla i flere år

At det netop var bedsteforældrene der tog affære var ikke tilfældigt. For de to havde på det tidspunkt sørget for Camilla i flere år. Uden nogen problemer og til stor gensidig glæde.

Der eksisterede også dengang det tillidsforhold mellem Camilla og hendes bedsteforældre, som altid blomstrer mellem bedsteforældre og deres børnebørn. Båndene her var måske endda stærkere, for Camillas mor havde på grund af stofmisbrug overladt sin datter til bedsteforældrene. Her vidste Camillas mor, at datteren var i de bedste hænder. Det fungerede da også fint i tre år, indtil Camillas mor skiftede sin bopæl i Nyborg ud med en adresse i Odense. Den adresseændring vendte op og ned på hele Camillas tilværelse, for Odense Kommune besluttede prompte, at hun skulle tvangsfjernes og sendes i familiepleje.

- Vi var lige kommet hjem fra en lang ferie i Spanien sammen med Camilla, da vi fik beskeden om at aflevere hende. Kommunens beslutning kom virkelig bag på os, selv om vi måske nok vidste, at de pønsede på noget, fortæller Erhardt, ikke uden bitterhed i stemmen.

De næste to dage blev en flugt igennem Tyskland, hvor den lille familie hovedsagelig benyttede sig af småveje. I løbet af de to dage blev Odense Kommunes beslutning flittigt drøftet, og tankerne kredsede hele tiden om Camillas uvisse fremtid.

- Efter to dage besluttede vi at nu ville vi ikke snakke mere om det. Fra nu af ville vi tage det hele som en ferie, forklarer de to.

Tog det som en ferie

Så derfor begyndte de også at opføre sig som "rigtige" turister, mens de kørte Europas landeveje tynde. De overnattede på små herberger, tog feriebilleder af både Camilla og de mange flotte steder deres flugt førte dem hen. I mellemtiden blev både Camilla og bedsteforældrene efterlyst hjemme i Danmark. Men den efterlysning skænkede de tre "flygtninge" nu ikke mange tanker, mens de nød deres tur igennem Europa og til sidst endte nede i Spanien. I netop Spanien føler Grethe og Erhardt sig på hjemmebane, for parret har i over 30 år slidt motorvejene mellem Danmark og Spanien tynde, når deres årlige ferie endnu engang bragte dem til Spanien.

Selv om de var blevet enige om, at de ikke ville snakke mere om sagen, så kunne de ikke helt ryste tanken om tvangsfjernelsen af sig. I det yderste af hjernebarken lurede hele tiden frygten for det danske politi. Så når de ringede hjem for at høre hvordan det gik resten af familien, ringede de aldrig direkte til familien. Opkaldet gik altid til en mellemmand, som så fungerede som forbindelsesled mellem de tre ufrivillige turister, og deres familie. Erhardt sørgede derudover altid for, at ringe fra en grænseovergang. Bare for en sikkerheds skyld.

- Vi turde aldrig ringe direkte hjem, for vi var bange for at telefonerne blev aflyttet, og at politiet kunne spore samtalerne, forklarer Erhardt Knudsen, mens han stolt viser sine videooptagelser af Camilla i Spanien frem.

Billederne på skærmen viser en glad Camilla der leger sammen med en jævnaldrene pige, Violet. De to blev rigtig god veninder og legekammerater.

- De var simpelthen så søde sammen, forklarer Grethe mens hendes øjne for første gang begynder at smile.

En fængslet morfar

Flugten gav, på trods af de mange gode stunder under sydens varme sol, da heller ikke for meget at smile af. Engang imellem tog de tre turen tilbage til Danmark, for at se hvordan det hele stod til, og for at hente flere penge. Sidste Jul fejrede de for nedrullede gardiner på hjemadressen, mens de satte deres lid til, at Odense Kommune på et tidspunkt ville komme til fornuft. Et håb som i lang tid skulle vise sig at være forgæves, lige indtil historien tog en dramatisk vending: Erhardt blev på et af de korte ophold i Danmark arresteret og sigtet for at holde barnebarnet ulovligt skjult.

- Det var en meget underlig fornemmelse da de låste celledøren bag mig. Jeg har altid opholdt mig på den rigtige side af loven, og nu var jeg lige pludselig i fængsel, fortæller Erhardt.

- Ja, jeg havde det godt nok skidt da det lykkedes politiet at fange min mand, indrømmer Grethe, som dengang fortsatte flugten alene med Camilla. Men fængslingen skulle nu vise sig at være ikke så skidt en ting endda. For nu hører en morfar i et fængsel jo heldigvis ikke til hverdagsbegivenhederne, og derfor skabte den fængslede morfar overskrifter i adskillige aviser. Og efter fire dages fængsling, hvor en dommer gjorde det klart, at han ikke mente at Erhardt hørte hjemme i arresten, blev Erhardt endelig løsladt. De fire dage bag fængslets tykke mure, havde fået danskernes sympati for Camilla og hendes bedsteforældre til at vokse.

- Jeg kan kun sige, at vi har fået en helt fantastisk opbakning fra folk. Mange tilbød os deres feriehuse så vi kunne gemme os der. Vi har tænkt os at skrive takkebreve til alle de mennesker der har bakket os op. Det var virkelig rart at opleve den støtte vi fik fra befolkningen, og vi er dybt taknemmelige, fortæller de to bedsteforældre.

Den massive støtte de tre fik fra befolkningen samt mediernes omtale af sagen fik efterhånden det hele til at blive lidt for hedt for kommunen. I et lyntempo blev Camillas moster i Århus godkendt som plejefamilie, og her får Camilla lov til at blive boende, indtil hendes egen mor igen er rask nok til at overtage forældremyndigheden igen.