(Bragt i fagbladet Lederen)

Dybt vand og skumsprøjt skabte grobund til karrieren

Det er de færreste virksomhedsledere der bryder sig om, at komme på "dybt vand". Heller ikke et udtryk som "på gyngende grund" får de bekymrede panderynker til at forsvinde. Men det var faktisk både det dybe vand, og en gyngende fornemmelse der var med til at skabe den jernvilje, som har fået Morten Christensen på 39 år til tops.

Direktøren på daglige indkøb på markedet, hvor der hersker en varm stemning på trods af en bidende kulde

I bogstaveligste forstand begge dele. For han arbejder i dag som direktør for Statoil på toppen af jordkloden, nærmere bestemt Murmansk, og det var "et par svømmeture" der hærdede hans vilje til stål. Ikke et par længer i et eller andet bassin, men et "par ture" hen over den engelske kanal. Faktisk var han den første dansker der nåede over kanalen i mange år. Kun én dansker foruden Morten Christensen kan bryste sig af en lignende kraftpræstation. Mindet om hans sejrrige men benhårde kamp imod det iskolde vand, har han i dag med i sin erfaringsmæssige bagage. Ikke en unyttig bagage, når man siger ja til et job i et fremmed land, med en fremmed kultur, og hvor temperaturer på 30 minusgrader om vinteren ikke er usædvanlige.

I kulden

Sneen knirker koldt da Morten Christensen er på vej til en Statoil tankstation. Et blik rundt i butikken afslører, at tankstationens butik til forveksling ligner dem man fx kender fra Danmark. Selv danske pølser kan man købe. Kun kundernes påklædning ser uvant ud i en danskers øjne. Iført tykke jakker, svære støvler og en altid obligatorisk russisk hue, bevæger kunderne sig rundt mellem hylderne, der bugner af dagligvarer. I køen foran kasseapparatet tager en russer en slurk af øllen han har i hånden. Han lader sig tydeligvis ikke slå ud af, at det stadig er tidligt på dagen. Morten Christensen forklarer, at den slags er meget normalt. For russerne ser ikke på øl som noget specielt. For dem er det slet og ret mad.

- Det tog mig lige lidt tid til at vænne mig til russernes forhold til øl og alkohol, indrømmer Morten Christensen.

Tungt bureaukrati kræver tålmodighed

Udsigt ud over byen Murmansk.

Og det tog også Morten Christensen lidt tid til at vænne sig til de russiske toldsystemer. Toldbehandlingen varer hele 14 dage, når det går godt, og det opleves som en meget tung procedure.

Det russiske bureaukrati er i det hele taget meget tungt, og det er her viljen og ikke mindst tålmodigheden skal stå sin prøve. Men modgang er ikke noget som skræmmer Morten Christensen. Det gælder altid om at udføre sin opgave. Altid få det bedste ud af situationen. Ligesom da det blæste op da Morten Christensen for første gang prøvede kræfter med den engelske kanal, og han måtte se sine drømme om at blive den hurtigste svømmer over kanalen forsvinde i skumsprøjt og modvind.

- Jeg blev ved med at svømme, men jeg kom simpelthen ingen vegne. Men jeg blev ved, og jeg nåede da også over, fortæller Morten Christensen.

Han slog ikke rekorden, men kom over.

Selv om det ikke var hans evner som svømmer der fik ham til at stige i graderne hos Statoil, så er det alligevel den træning han fik dengang, som får en del af æren for karrieren.

- Jeg lærte at arbejde meget målrettet. Sætte mig et mål, og så nå det. Det er faktisk det samme i dag, forklarer Morten Christensen.

Morten Christensen selv er ikke i tvivl om, at det netop var den evne, der gjorde, at Statoils ledelse sidste år tilbød ham posten i Murmansk som direktør. Morten Christensen startede ellers i København for en del år siden, da han startede som bestyrer af en Statoil. Så blev han bestyrer for landets to største Statoil-stationer. Syv år senere begyndte hjemveen efter den fynske ø at trække i tankerne, og i 1996 overtog han to stationer i Odense. Allerede året efter blev han forfremmet til distriktschef for Fyn og Sønderjylland.

Men sporten lærte ham også, at takle modgang. Og håndtere stress. Det er mentalt benhårdt at kæmpe sig igennem vandet, hvor man ikke kan se bunden. Vand der er fyldt med brandmænd, bølger der skvulper op i ansigtet på én og hvor kulden fryser de sidste optimistiske tanker til grød-is. Den slags udfordringer hærder, forklarer Morten Christensen.