Af Jan Simmen Foto Hung Tien Vu
Det var Valdemar Slot på Tåsinge, der dannede rammen om et arrangement, som tillidsrepræsentanterne i Svendborg Kommune stod for. Emnerne var blandt andet ”fremtidens unge”, ”forebyggelse af anbringelse” og ”inklusion frem for rummelighed”. Inviteret var, ud over tillidsrepræsentanterne selv, en udvalgt skare af mænd og kvinder. De historiske rammer på slottet skulle være med til at knytte bånd mellem fortiden og nutiden, for dermed at understrege højtideligheden bag det faglige møde. Ligesom slottet i sin tid understregede kongemagten.
Da slottet stod færdigt for 400 år siden, gjaldt det om, at vise sit fineste tøj frem, når udvalgte mænd og kvinder besøgte slottet. I moderne tider gælder det om at skilte med sin faglige dygtighed. Men ligesom dengang er målet stadig indflydelse. Og netop slottet dannede den aften rammen om en ny måde på at få bragt pædagogernes dagsorden til torvs på. At lokalpolitikerne blev inviteret lige inden kommunalvalget, var ikke tilfældigt. Men ikke noget med, at aflevere ønskerne direkte og med røde faner smældende over ultimative krav. Nej, men igennem dialog. Lobbyisme kalder man den slags i dag. Det ord kendte man ikke da slottet blev bygget.
Det var Christian d. 4. der i sin tid gav slottet sit nuværende udseende. I en tid med enevælde. Kongen havde sin magt direkte fra Gud. Han samlede råd- og herremænd på slottet, og hørte deres meninger. Almindelige mennesker havde han ikke meget tiltro til, at de havde noget fornuftigt at sige. Og slet ikke kvinder. Meget har ændret sig siden. En stor del af deltagerne den aften BUPL Fyn holdt deres arrangement var kvinder. De inviterede politikere var dog alle mænd. Christian d. 4 ville sikkert have været tilfreds.
I dag kan ingen diktere enerådigt med et sværd i hånden. Tingene i et demokratisk samfund er langt mere indviklede. Magten er delt ud til mange forskellige. Det var enklere dengang sværdet bestemte alt. I hver fald for de meget få, der havde magt. I dag siger man, at pennen er mægtigere end sværdet. Det var netop en blå en af slagsen Anne Hillerup Apollo brugte til at styre debatten. Men selv en skarpladt kuglepen i hånden på et engageret menneske er i dag ikke nok. Der mangler nogen at svinge kuglepennen overfor. Personer med indflydelse.
Den slags skal lokkes, mente tillidsfolkene bag arrangementet. Og det blev de lokale politiske spidser samt fagfolkene, som talte både psykologer, en politibetjent fra SSP, en ungdomsskoleleder og andre med en berøringsflade på det pædagogiske område. Bortset fra en enkelt politiker tog de alle imod invitationen. I alt 24, og dertil kom 22 tillidsrepræsentanter ud af 30 i alt. Så ideen med at invitere til fagligt bal var en succes fra det øjeblik tilmeldingerne strømmede ind. I hvert fald hvis succesen skal måles på det antal af inviterede, der takkede ja til en aften på slottet.
Også efter mødet var politikerne begejstrede for arrangementet. Omgivelserne og måden at føre dialog på, blev rost meget.
En skuffet konge men glad tillidsrepræsentant
Men kom der noget konkret ud af mødet? Nej, der blev ikke givet nogen løfter. Der kom ikke kroner og kongelige ører på bordet. Christian d. 4 havde utvivlsomt været skuffet. Han var en handlingens mand. Men det var ifølge fællestillidsrepræsentant Ulla Krake heller ikke meningen med arrangementet. Siden februar har hun og mange andre tillidsrepræsentanter arbejdet hårdt for, at arrangementet kom på benene. Fra at det var en ide, til portene til slottet blev slået op. Men det var fra starten klart, at det ikke skulle være et spørgsmål om ”bare”, at få flere om flere penge. Men at vise, at pædagogerne faktisk ønsker at løse opgaverne i samarbejde med andre.
Netop derfor blev deltagerne ikke inviteret op til budgetforhandlingerne. Det var selve dialogen mellem alle fagfolk på den ene side af riddersalen, og politikerne på den anden side det gjaldt. At vise ansvar, og igennem debatten også vise, hvad pædagogerne faktisk kan og vil. I løbet af aftenen blev der da også formidlet en række ønsker til politikerne. Ønsker som bedre tværfagligt samarbejde, mindre administrative byrder, mere tid til det faglige. Salen rungede af lokalpolitiske og faglige diskussioner, mens portrætterne på de meterstore malerier stirrede ned på deltagerne. Alvorlige synes personerne på portrætterne at være, men også iklædt deres bedste tøj. Næsten som om det netop var tøjet der skulle vises frem. For at vise, sin rigdom og dermed magt.
I dag er penge stadig magt. Magt til at løfte nogle af de opgaver, pædagogerne bag arrangementet synes er vigtige.
”Vi ved som pædagoger at det er vigtig med den tidlige indsats. Her i kommunen har vi sat skatteprocenten op, hva’ siger I, skulle vi ikke bruge nogle af de kroner på forebyggelse,” lød det fra Susanne Gustenhoff.
Politikerne svarede hver på deres måde, dog med det til fælles, at ingen lovede noget som helst.
På det punkt var de helt modsat Christian d. 4, hvis portræt hænger midt i riddersalen. Han fik bygget utallige slotte, borge og byvolde. Dengang var det befolkningen, der byggede for deres hersker. I dag er det befolkningen der hersker over de fleste kongelige slotte. Men flotte, det er de. Slottene. Det er da også derfor, at mange stadig gerne vil til bal på slottet, også selv om det er et fagligt bal.