Det her er historien om et skib der finder masser af is, om en hvid amerikansk løgn der har Al Gore med på sidelinjen, og en polarnørd som guide. Og så er det en beretning om amerikanere der lever op til alle de fordomme vi herhjemme måtte have om dem. Og om at de alligevel altid har ret.

- Hvad er alle de isflager? - Isflager. - Jo, men jeg mener hvor kommer de fra? - Nordpolen - Jamen... Hvad med klimaforandringerne... Jeg troede at isen er væk... Kaptajnen ryster smilende på hovedet. - Faktisk har jeg aldrig set så meget is som i år. De norske og russiske iskort fortæller at han har ret. Isen er massiv på de kanter, hvor ekspeditionen skal igennem. Til gengæld er isen tyndere andre steder. Surt show. Især for amerikanerne der har betalt dyrt for at se klimaforandringerne, og i fællesskab bruge 20 tons brændstof hver eneste dag i to uger, for at nå hen til en ø ved Grønlands østkyst og tilbage til Island igen. Her vil de så tage flyene de mange tusinde km tilbage til de steder, hvor de bor og engagerer sig i co2 udslippet.

Skibet inklusive os tre guider og en cirka 40 mands besætning er hyret til en tur langt imod nord, til en nyfunden ø, kaldet Warming Island. Ekspeditionen har selveste nobelprismodtager Al Gores blå stempel. Manden bag projektet er en af Al Gores bekendte og er den samme person der i sin tid fandt øen, og bekendtgjorde, at øen er et symbol på klimaopvarmning. Over 100 mio. har enten hørt, læst eller set hans ø i de amerikanske og engelske medier. Hans Navn er Dennis Schmitt. Deltagerne og en enkelt fra tv-stationen CNN ville se denne nye ø. De var villige til at ofre hvad det nu kostede for at se klimakatastrofen. Se det åbne vand, hvor isen plejede at være. De ville forarges over verdens tilstand. Dog uden at det blev farligt for dem, så derfor havde de hyret tre erfarne guider. Jeg er en af dem. Bevæbnet til tænderne med en ekstrem kraftig riffel ( 375 H&H Magnum), og en pistol. De lokale indbyggere der hvor vi skal hen er nemlig ikke altid lige begejstret for os: Moskusokser og isbjørne. Ja, det vil sige isbjørnen måske nok er begejstret, men vi ikke rigtig bryder os om deres ”glade” planer. De ser os som en flok omvandrende bøffer. Og moskusokser er endnu værre. De har en forkærlighed for at trampe og stange alt, hvad der ikke ligner en moskus. Selv isbjørnene holder sig på afstand af de store dyr. Jeg husker i hvert fald tydeligt for nogle år siden, da min bedre halvdel og jeg slog verdensrekorden i ødemarkssprint med en moskus i hælene…

Is? Er der ikke klimaforandring?

Nogle dage senere er skibet ovre på den anden side. Overalt er der is. Skibet hamrer igennem isflagerne der bliver tættere, og tættere. Men amerikanernes leder, Dennis Schmitt, vil ikke give sig. Han vil op til øen. Bumm. Skibet ryster. Bumm, endnu et brag, og skibet står komplet stille i isen. Det hele knager. Igen og igen. Hele dagen forsøger vi at komme længere og længere imod nord. Kaptajnen er bekymret. Ikke kun for skibet som efterhånden har fået en del buler, men også for at tilbagevejen fryser til. Ikke en bekymring mange passagerer deler. En del af dem har den ide, at der i givet fald fluks vil komme en isbryder og bakse skibet fri. En tanke der er mildest talt urealistisk. En isbryder kommer ikke bare lige masende bare fordi et ekspeditionsskib har sat sig selv fast i isen. Også selv om der er tale om amerikanere… Så giver kaptajnen op. Det er for farligt. Programmet er ændret. Fra nu af vil vi finde andre steder at udforske langs den nordøstlige del af Grønland. Steder som Jamesland, Scoresbysunds enormt lange fjorde, Nansen Fjorden. Øde områder, hvor ingen andre kommer. Ved hjælp af zodiac-både går alle dem der har lyst i land stort set hver dag. Som altid i tre grupper. Én til dem der ikke kan eller vil gå så langt. Én til middelgruppen, og én til dem der vil gå langt og måske deltage i bestigninger. Eventyrerne melder sig til den ”hårde” gruppe. Men også enkelt svært gangbesværet mand mener, at han er hård nok. En ægte amerikaner giver nemlig ikke op på forhånd, forklarer han. Hele gruppen giver ham ret og klapper ham på skulderen. Planen er ellers at bestige et bjerg. I dyb sne. Jeg ryster på hovedet og begynder at mase mig igennem sneen, længere og længere op. De andre skal bare følge efter i det spor jeg har mast for dem. Da jeg kigger tilbage, er der kun tre tilbage af gruppen, der tidligere talte 15. Området er bjørneområde, så det er ikke alt for godt hvis polarturisterne ikke er i nærheden af en guide og især vores rifler. Askegrå i hovederne, pustende kommer de omsider masende. - Hvor koldt er det, spørger én af deltagerne, da han endelig når frem. Et underligt spørgsmål. Et spørgsmål fra en anden verden. En tåbelig verden, fyldt med tåbelige meningsløse spørgsmål. - Fryser du? - Nej da, puster polarturisten synligt glad. - Jamen, så er det varmt. Hvis du havde frosset, så havde det været koldt, forklarer jeg kort og begynder at stampe videre igennem den dybe sne. Så skal der klatres. Fra toppen er udsigten fantastisk. Alt her er så ubegribeligt stort, smukt og fantastisk. Ikke mindst stilheden. Man så bliver den brudt af lyden af digitale kameraer der bibber om kap. Kort efter begynder de fleste straks at udveksle erfaringer med hinanden, om hvilken af kameraerne der er det bedste.

Isbjerge er bedst på video

Dag efter dag kæmper skibet igennem isen. Når passagererne ikke er i land, så har det amerikanske ekspeditionsselskab sørget for underholdning. Fx film som ”Den blå Planet” om polaregnenes smeltende isbjerge trækker fulde huse indenfor i messen, mens enorme is-kolosser udenfor glider forbi skibet. Hver dag bliver der holdt foredrag. Eventyreren Dennis Schmitt holder selv en del af dem. Han er amerikanernes helt. De sluger alt råt. Han har ofte været på tv, så det må være rigtigt, det han siger. De tager noter mens de lytter til ham. Rigtig indviklet bliver det for alvor, da Dennis holder sit foredrag om det grønlandske sprog. Grønlandsk er, som bekendt, ikke det allernemmeste sprog. Men ifølge Dennis behersker han det næsten lige så godt, som engelsk. Det er dog langt fra sikkert at grønlænderne selv er enige, for da Dennis via radio prøver at kontakte nogle grønlandske fangere, så opgiver fangerne til sidst at forstå hans ”grønlandsk” og spørger ham bedende, om han dog ikke taler engelsk. Det gør han til deres store lettelse… Men Dennis er ikke dum. Langt fra. Han ved ganske nøje hvad der skal til, for at han kan få lov til at tage på hundedyre ekspeditioner og endda få løn for det. Ja, og os andre med. Ved at sælge ideen om den nye ø, som dansk polarcenter har afvist som en nyhed, får han folk til at melde sig som deltagere på ekspeditioner op til øen. De vil alle se hans ø. Den ø han har sørget for blev en verdenssensation. En del af amerikanerne er dog en smule mistroiske. De har opdaget, at den ”nye” ø er indtegnet på selv gamle kort. Men skidt med det, forklarer den kvindelig psykolog Jazz Adkins der er med ombord som polarturist. Hun fortæller, at amerikanere ikke bærer nag over den slags. Trods alt har Dennis gjort flere mennesker opmærksomme på klimaforændringer igennem sine historier om nye øer, end de horder af mavesure klimaforskere der kritiserer ham. Men alligevel. Er amerikanerne ikke bare en smule skuffede? ”Hvorfor skulle vi det, spørger psykologen højlydt, og fortsætter: ”Det her er trods alt et fantastisk eventyr. Prøv se hvor flot her er”, forklarer hun og slår ud med armene, mens et kæmpe isbjerg glider forbi. Hun har ret. Det har de altid, amerikanerne…