Da skibet begyndte at krænge over vidste han med det samme, at der var noget galt. Han havde været i flåden i mange år, og han vidste, at når det blæste stærkt og alle sejl var fyldte af vinden, kunne et skib godt krænge. Men ikke på den her måde. Desuden var der ikke nogen vind.

Uden den sædvanlige knirkende lyd begyndte skibet at få slagside. Skibet var unaturligt længe om at rette sig op. Ja, faktisk var det som om, at det slet ikke ville rette sig op. Det her var ikke godt. Det vidste Gustafsson.

Det hjalp ikke på hans uro, at han en måned tidligere var blandt de 30 søfolk der blev beordret til at gå fra den ene side til den anden. Tre gange gjorde de det, for at prøve det nybyggede skibs stabilitet og allerede dengang opførte det store skib sig faretruende ustabilt. Men viceadmiralen ville dengang ikke erkende at skibet var livsfarligt. Og nu krængede skibet mere og mere på vej ud af Stockholms havn. Vandet begyndte at fosse ind ad de ellers lukkede forreste kanonporte. Dette gjorde skibet endnu mere ustabilt.

Helge Gustafsson vidste, at nu gjaldt det om at komme ud. Selv om han var én af de relativt mere velhavende, der havde råd til både sokker og sko, nyttede fodtøjet ham nu ikke meget. Han gled hele vejen over dækket uden at kunne gøre noget. Hans fod satte sig fast under én af kanonerne. Der skulle hans fod forblive i over 400 år. Men det vidste han ikke noget om, den sidste korte og kolde stund Gustafsson nåede at kæmpe for livet inden han sammen med over 50 søfolk tabte kampen og fandt den våde grav. Året var 1628 og skibet hedder den dag i dag Vasa.

På land ville nogen afholde en gudstjeneste for at mindes Helge Gustafsson, og måske endda sætte en sten over en tom grav. Som det var skik flere steder dengang, når en sømand ikke kom hjem. Ikke bare i Sverige, men hele Skandinavien.

En grav på 32 meters dybde

Uanset hvad så blev skibet Gustafssons grav. Skibet blev med det samme en kirkegård, da det sank ned på 32 meters dybde. Den status har faktisk alle de skibe der igennem tiderne gik ned med mand og mus. De er, ifølge blandt andet FN’s regler, at betragte som gravminder. Om det så er Titanic, eller en nutidig fiskerbåd der går ned med flygtninge i middelhavet. Skibene er i princippet fredet som gravsteder med det samme. Dog med den forskel, at de våde grave aldrig bliver forældede.

Det var netop den status som ”kirkegård”, eller gravminde, der i sin tid reddede Vasa fra at blive splittet ad, og solgt som vraggods. De svenske myndigheder afslog op til flere ansøgninger om at udnytte vraget. Indtil en driftig ildsjæl fik held til at overtale myndighederne, og hæve hele skibet, og bevare det. Han hed Franzèn og det er ham Sverige i dag kan takke for deres allerstørste seværdighed. Over 1 mio besøgende har museet om året.

I museet kan man så se Helge Gustafssons jordiske rester. Nu lagt pænt. Ved siden af ham står en meget troværdig voksfigur af ham. Videnskabsfolk har kunnet regne ud, hvordan han har set ud, inden han fandt den våde grav. Det er ikke kun ham, de har prøvet at genskabe. Overalt er der skeletter eller skeletdele flankeret af voksfigurer, og forklarende tavler, hvem de var. Eller kunne have været.

Selv om nok få tænker over det, så er det her Sveriges mest besøgte kirkegård. For skibet har i princippet ikke ændret status, det har bare fået en status som arkæologisk fund oveni.

Andre svenske kirkegårde

Selv om det sikkert ikke er så godt for turistindtægterne, så findes der faktisk også svenskere der ikke drukner i dårligt konstruerede pragtskibe. Ja, vi må erkende, at det er langt de fleste der lever og dør, som de fleste mennesker gør. De ender på et tidspunkt på en kirkegård. Ligesom vi kender det herhjemme.

Sverige er et meget stort land. Derfor er der også forskel på hvordan gravene ser ud fra nord til syd. Længere imod nord er der ofte græs på alle gravene. Lidt ligesom vi ser mange steder i Norge. Det er interessant at se, at desto længere imod syd vi kommer, desto mere minder kirkegårde om dem, vi kender herhjemme. Med de samme variationer, med eller uden grus på gravene, lige stier mellem gravene osv.

Men der er én forskel der går igen i store dele af Sverige. Der er rigtig mange familiegrave. Ikke fordi familiegrave er ukendte herhjemme, men det er antallet. På mange af dem står der typisk bare ”Frederikssons familie grav”, og så ellers ikke mere. Ikke noget med navnene på dem der ligger begravede. Andre gange er der nævnt, hvad der må formodes at være familiens overhoved. De andre er ikke nævnt.

Velkommen og ta’ dig et hvil

I Sverige er de glade for skilte, der reelt er kæmpe fladskærme. De er over alt. Som byskilte, som reklamer langs motorvejen… som informationsskilte. De skilte finder vi også på kirkegårdene. Mens meget af skiltning i Danmark gør opmærksom på det regler de gælder, så er det helt anderledes på fx kirkegården ved Kalmar slot.

Skiftende billeder gør opmærksom på de arrangementer der bliver afholdt i kirken, eller hvem man kan kontakte hvornår. Men et skærmbillede dukker op igen og igen. Det hilser de besøgende velkommen og opfordrer dem til, at tage et hvil. Måske få lidt vand. Det er der faktisk rigtig mange turister der gør. Der er et ”leben” på den kirkegård, der sikker ville give mange herhjemme grå hår på hovedet.

Men her mødes virkelig de levende og de døde. Ligesom på Vasa museet, hvor de dødes liv fortælles på den mest tænkelige levende måde.